SAAD AHMAD

Drengen fra ghettoen, der drømte om journalistik og de rød-hvide farver

​

En særlig opvækst i ghettoen

​

Jeg husker tydeligt gaderne fra Hedemarken i Albertslund. Blok nummer 79 havde en lille, lilla mur, som jeg flittigt brugte til at skyde bolden på med cricketbattet. Her kunne min ama – min mor – altid holde mig under opsyn. Når gårdens drenge ikke susede afsted på stjålne knallerter eller stjal Hindbær Brus fra den lokale Aldi, var de altid klar på et spil cricket foran vores lejlighed.

Jeg var ikke som ’de seje drenge’, der måtte hænge ud i hele kvarteret. Eller være ude på gaden, når lysene tændte klokken 19.05 om vinteren. Nej, jeg var mors dreng. Sengetid klokken 20.00 bortset fra om mandagen, hvor der var Robinson Ekspeditionen i fjernsynet, og passionen for cricketsporten skulle balanceres med skolebøgerne. Som tiden gik, fik jeg 12-taller i skolen, og crickettrøjen fik hurtigt de rød-hvide, danske farver på. Mine kammerater endte kriminelle.  

​

Det startede med en Faxe Kondi-flaske

​

Mit navn er Saad Ahmad. En dansk dreng med pakistanske rødder, der startede sin journalistiske karriere med en Faxe Kondi-flaske som mikrofon på Vestegnen. Allerede fra de tidlige teenageår lå min store passion i at dyrke sport og snakke med folk. Og efter de timelange cricketkampe i gården skulle jeg altid have reaktioner fra både med- og modspillere.

Min passion for journalistikken og cricketsporten eksploderede i løbet af min gymnasietid, hvor dage og nætter blev brugt foran skrivebordet og på cricketbanen. I dag studerer jeg journalistik og socialvidenskab på kandidatniveau ved Roskilde Universitet og har repræsenteret det danske cricketlandshold. Nu har jeg trappet ned på sporten til fordel for studiet. Med sommerfugle i maven søger jeg nu en praktikplads, hvor vi sammen løfter hinanden, så vi kan levere den bedst mulige journalistik. 

​

Praktikanten med en anderledes rygsæk

​

Mine pakistanske rødder gør, at jeg snakker flere, forskellige sprog. Nu skal I spænde sikkerhedsselen. Jeg taler nemlig to pakistanske sprog, læser arabisk, kan flydende engelsk, og så har jeg haft spansk og tysk i gymnasiet og folkeskolen. Min etniske baggrund gør det også muligt for mig at forstå andre kulturer som eksempelvis den tyrkiske og arabiske.

Jeg har haft bopæl i Albertslund siden tiden som blebarn. Derfor er jeg et genkendeligt ansigt i kommunen og på Vestegnen med kendskab til en lang række kilder, som den almindelige journalist muligvis ikke har.

​

Vil gøre en forskel

​

Spørge-Jørgen findes også i ghettoen. Jeg drives nemlig af min nysgerrighed og lysten til at finde en dybere sammenhæng. Det er ikke nok at vide, at det er sket. Jeg vil vide, hvorfor det er sket. Derfor kan jeg sagtens sammenlignes med en vagthund, der til tider kan være svær at holde i snor.

Jeg vil være journalist for at gøre en forskel i verden. Jeg vil løfte sløret for de historier, som befolkningen nødvendigvis ikke har kendskab til. Og så er det et personligt mål at vise unge i udsatte boligområder, at man også kan drømme i ghettoen. For gennem hårdt arbejde, dedikation og disciplin kan drømme blive til virkelighed.